Velkommen til Acousticcountryband for fuld musik

12 vi ka' li'

Vi er stolte af at kunne præsentere jer for vores nye Cd: ”12 vi ka’ li’. Titlen på vores Cd kan tolkes på to måder, dels så viser det, at vi jo er rundet af den tid, hvor vi sad klinet til radioen, når Jørgen Hjorting sendte et af de få ungdomsprogrammer i 60’erne: ”10 vi ka’ li’. Men titlen er samtidig et udtryk for den musik, som vi alle 4 er optaget af. De forskellige numre på Cd’en udtrykker hver for sig den stil, som Acoustic countryband står for.

Vi har sammen med vores producer og tekniker, Carsten Mintman, forsøgt at ramme en meget autentisk lyd, således, at den lyd, der gerne skulle strømme ud af en masse højtalere i det ganske land, også er den lyd, som man kan forvente at høre, hvor Acoustic countryband optræder.

Det I hører, det er det I får

Her en kort præsentation af de enkelte numre på ”12 vi ka’ li’. Efterhånden som vi får lavet en video færdig til de enkelte numre, så vil disse ligeledes blive lagt op på denne side

Send me a letter Amanda

Nummeret er hentet hos den færøske countrysanger Hallur Joensen, der sammen med Bellamy brothers har indspillet den. Vi havde egentlig håbet på at udsende den på dansk, men desværre er der sket nogle misforståelser, som bevirker, at vi må putte dette projekt i mølpose. Derfor får I den nu i en coverversion på engelsk. Ligesom alle de øvrige numre har vi indspillet dette i Minthouse studiet, med Carsten Mintman som tekniker/- producer. Ydermere har vi fået hjælp fra to gode kollegaer på dette nummer, henholdsvis Benny fra Tombola band, Sverige på steelguitar, og Hans Jørgen fra Johnny & The heartbeats på piano

Tekst og musik: Woody Wright og Jákup Zachariassen

God must be a cowboy

En sang, der automatisk får os til at tænke på lejrbål, tusmørke og flammer der slikker om den hjemmelavede chili con carne, mens den hænger og danser i bålet. Dan Seals har skrevet denne skønne cowboysang. I USA havde Dan Seals i en lang periode svært ved at overbevise hans tilhængere om, at et bymenneske kunne skrive ægte countrymusik. ”God must be a cowboy”, overbevidste de fleste, og det blev til flere solide hit på de amerikanske countryhitlister gennem mange år

If I needed you

Sangen er skrevet af Townes Van Sandt. En kunstner, der ikke er mange, der nikker genkendende til, men som i countrykredse er kendt for nogle kæmpe hit, bl.a. ”If I needed you”.Sangen blev et stort hit for Emmalou Harris og for flere andre. Merle Haggard og Willie Nelson, har ligeledes bidraget til gøre nogle af Townes Van Sandts hit til klassikere, alt mens komponisten selv levede og døde af et alt for stort alkoholmisbrug

Louisiana saturday night

En sang om det simple liv på de store vidder på landet i USA, her i sydstaten Louisiana. Helt enkelt en sang, der handler om at naboer og slægtninge i fællesskab hiver violinen ned af væggen, smider skoene og danser til den lyse morgen i køkkenet. En tønde fyldt med øl og en enøjet hund er nogle af de ingredienser, der har været med til at skabe dette kæmpehit fra Mel Mcdaniel, oprindelig et hit for Don Williams. Sangen er særdeles populær blandt linedansere. I Acoustic countryband har vi ingen violiner, men vi har forsøgt at skabe lidt primitiv sydstatsstemning alligevel 

 

For the good times

 

Kris Kristofferson har skrevet denne sang, og siden da, har et utal af kunstnere indspillet denne. Så prominente sangere som Elvis Presley, og Frank Sinatra er at finde blandt disse. Rygterne vil vide, at Kris Kristofferson skrev 1. vers, samt koret på en biltur fra Nashville til den Mexicanske golf. Helt forgæves har denne køretur ikke været, sangen har opnået en 1. plads på den amerikanske countryhitliste i 1970, hvor den tilbragte 19 uger på denne plads. Acoustic countryband blander sig nu med vores udgave i de mange udgivelser, nok mest af alt, fordi det i al beskedenhed er et dejligt harmonisk nummer  

Folsom prison blues

 

Et af de mest velkendte numre fra Johnny Cash, der tidligt i hans karriere blev verdenskendt bl.a. på grund af hans fængselskoncerter. Sangen beskriver en livstidsfanges tur til Folsom fængslet i Californien. Turen giver fangen tid til at tænke over et meningsløst liv. ”I shot a man in Reno, just to watch him die”. Turen går til et fængsel bygget i 1880, og stadig i brug. At fængslet var det første, der fik elektricitet er næppe nogen garanti for et liv i luksus.” I haven’t seen the sunshine, since I don’t know when”, sådan lyder en anden linie I denne traumatiske countryklassiker. Det kan sikkert godt have meget lange udsigter

Fishing in the dark

 

Vi har lavet en nyfortolkning af et kæmpehit fra Nitty gritty dirt band. Komponistparret bag denne sang brugte en masse tid på at finde ud af, hvad den egentlig skulle handle om. Meget tidligt kom den ene komponist, Wendy Waldman, med ideen om en fisketur i mørke. Det tog tid at komme dertil, men endelig gav den anden komponist, Jim Photoglo sig, og sangen om en fisketur i mørket blev en realitet. Den nåede en placering som nummer et på både den amerikanske, og den canadiske countryhitliste i 1987. Sangen er stadig på Nitty gritty dirt bands sætliste ved deres koncerter. Det var i øvrigt lidt nemmere, da de kun hed: ”Dirt band”  

Kiss an angel goodmorning

 

Kys en engel god morgen, og elsk hende som en djævel, når du kommer hjem. Det kunne være opskriften på et langt og lykkeligt liv med kvinden i ens liv. Det blev i hvert fald opskriften på et kanonhit for den amerikanske countrystjerne Charley Pride, i øvrigt én af de få afroamerikanske countrysangere. Sangen er senere blevet indspillet af alt hvad der næsten kan krybe og kravle inden for countrymusikken. Med denne indspilning forsøger Acoustic countryband også at indsmigre os i samtlige husmoderforeninger

Love me tonight

 

Eller ”Turn out the light and love me tonight” er et kæmpehit fra Don Williams, den “blide kæmpe”, som er et af hans tilnavne på den amerikanske countryscene. Hans blide bas- baryton stemme og det adstadige tempo i alle hans sange kan lægge en dæmper på de mere temperamentsfulde countrystjerner, med deres hidsige guitarsoloer. Sangen nåede topplaceringer i såvel USA, som i Canada. Vi har valgt dette nummer blandt flere Don Williams sange. Det repræsenterer meget godt en flig af vores smag inden for countrymusikken 

Streets of Baltimore

 

En klassiker fra midten af 60’erne, om kvinden, der viste sig at elske lysene i Baltimores gader mere end hun elskede den mand, der havde gjort alt for at gøre hende tilfreds med tilværelsen. Sangen ender med en klassisk tårevædet afslutning, hvor fyren vender hjem til farmen i Tennessee uden hans hjertes udkårne. Streets of Baltimore blev indspillet mange gange, men huskes nok bedst for den udgave, som Bobby Bare, en af countrymusikkens ”grand old men” udødeliggjorde i 1966. 

Tennessee

 

En sang, der er hentet fra et album, som udkom i 2014, 11 år efter Johnny Cashs død i 2003. Titlen på dette album er: ”Out among the stars”. Albummet repræsenterer en række ”glemte” indspilninger fra 1980’erne. Nogle af numrene på albummet er tidligere udgivet med andre kunstnere, lige som det forlyder, at der er planlagt yderligere udgivelser med tilsvarende materiale, der ligeledes har ligget godt gemt. Blandt flere numre har vi valgt Tennessee som lige som så mange andre countrysange beskriver det simple liv på landet

Acoustic medley

 

Et forsøg på at koge en del af vores klassiske repertoire ned til en kort historie på 2 min. Og 56 sek. På vores hjemmeside, og en del af vores pressemateriale kan man læse: ”Countryklassikere på stribe”, det er i praksis det vi præsenterer i dette medley. Vi kommer rundt om flere store countrystjerner: Buck Owens, John Denver og Waylon Jennings bare for at nævne de væsentligste. Vi afslutter vores Cd med dette medley og med et håb om, at den inciterende takt der som et futtog fortaber sig i lydsporet har givet nogen lysten til at stifte yderligere bekendtskab med Acoustic countryband